Ytringsfrihed er egentlig en underlig størrelse. Vores og resten af den vestlige kulturs grundlovsfæstede ret til at sige, hvad vi vil. Vores accept af, at domstolene kan komme på banen, hvis nogen føler sig trådt på. Sådan er livet , men, som den seneste tids danske debat har vist os, sådan er det måske ikke mere. Hvad gør vi nu?
Lige nu bruger jeg min ytringsfrihed. Jeg siger min mening. Jeg siger, at det vi oplever omkring Muhammed tegningerne viser den store kløft, der er mellem nogle muslimer og vi andre. Vi kan læse, at herboende imamer har travlt med at piske en stemning op og profilere sig over for de regimer, de er flygtet fra. Nu får de deres 15 minutter. Disse imamer har et seriøst forklaringsproblem over for det samfund, der har givet dem plads.
Men så kommer jeg til at tænke lidt på dansk politik de seneste måneder. Indtil flere politikere, særligt i Venstre og Dansk Folkeparti, har i de seneste måneder sagt deres mening. Om man er enig eller ej, er en anden sag, men en klar mening i politik er ikke en hverdagsvare. Det skal vi også værne om. Vælgerdomstolen voterer, når der er valg. Sådan skal det være. Politikere har også ytringsfrihed.
Eller har de?
Desværre. Flere gange i løbet af de seneste måneder, har vi fået bevist, at en politiker ingen selvstændig mening må udtrykke, anden end den, som chefen også har.
“Undskyld, det mente jeg ikke. Jeg trækker min udtalelse tilbage. Nu mener jeg noget andet”.
Her er vis også nogen, der har et forklaringsproblem.